Robotten Hr Svendsens hjerne alle kapitler

Nu ved vi da noget om at være modig, sagde Birthe og brød tavsheden i Auto Aages garage. De havde alle siddet helt stille, efter at de var kommet tilbage fra Svømmehallen. Ja, det gør vi. Men hvad kan vi bruge det til, spurgte Finn lidt frustreret. Han havde sådan håbet, at de efter at have været i svømmehallen kunne gå i gang med at lave Hr. Svendsens hjerne. Jeg ved det ikke, Finn, svarede Birthe. Men noget må det da kunne bruges til, fortsatte hun for ligesom at opmuntre Finn. Måske du her stiller et vigtigt spørgsmål uden egentligt at være klar over det, Finn, brød Birger ind med den lidt drilske tone, han altid havde, når han ville fortælle de andre noget kun han vidste. En egenskab de andre normalt forsøgte at ignorere. De havde alle sammen deres særheder, og sådan var det. Men denne gang var det anderledes. De var alle trætte og skuffet over, at de ikke havde fundet løsningen på, hvordan Hr. Svendsen kunne få sin hjerne. Hvad mener du, spurgte Finn lidt spids og kiggede direkte på Birger og hans lidt for smørrede grin. Nå, ikke noget særligt, svarede Birger stadig i en drillende tone. Du har det bare med at blive så hidsig, at du ikke tænker dig om. Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvad du mener, Birger? Finn gik nu fra spids til bister. Siger du, at jeg ikke kan styre mig selv? Ja, og hvis det går, som det plejer, begynder du lige om et øjeblik at råbe højt, mens du leder efter noget at sparke til. En papkasse, en stol eller en uskyldig gummiand, fortsatte Birger uden at have opdaget, at situationen nu faktisk var blevet lidt tilspidset. Finn blev nemlig helt rød i hovedet af arrigskab. Vel gør jeg ej, råbte han. Du har det til gengæld med at være så klog at du kan undvære hovedet. Hellere klog end...Birger nåede ikke at fuldføre sætningen. End hvad? Dum? Er det dét, du mener? At jeg er dum, Birger? Spørgsmålet rungede i garagen, og der blev helt stille igen. Finn blev nu helt mørk i ansigtet og hvislede. Det kan godt være, at jeg er dum, men derfor kan jeg stadig spænde et reb fast i dine underhyler og hejse dig op i Auto Aages flagstang.

Det var derfor, at jeg lavede kortet. Det er i virkeligheden et kort over en slags dannelsesrejse. Så når du spurgte, hvad formålet med at rejse turen var, ja, så var det faktisk ikke for at finde dele til en robot-hjerne, det var for at drage ud på en eventyrrejse i et ukendt land og komme hjem meget klogere. Men hvad så med bilen, Auto Aage? Den kan rejse tilbage i tid. Er det dig også dig, der har fundet på den? Finn var trods Auto Aages forklaring stadig lidt skeptisk. Bilen, åh ja, det er egentlig min morfars gamle opfindelse. Min morfar ville gerne bygge sin egen bil, men det skulle ikke bare være en hvilken som helst bil. Den skulle kunne rejse i tid. Han nåede dog aldrig længere end til at lave en prototype, baseret på en virkelig bil, og så nogle justeringer, som hans selv fandt på. Jeg havde egentlig ikke troet, at den virkede, men det gør den måske? Om den gør! Udbrød Finn. Jeg tror dog godt, at man kan videreudvikle på den. Den kan kun rejse til 1968 og 2068, og den lander med et ordentligt brag! Auto Aage grinede og kløede sig på hagen. Der kan man bare se. Min gamle morfar opfandt rent faktisk en tidsmaskine. Lad det være en lære for jer alle. Hvis bare man klør på og gør sig umage er alt muligt! Men hvad så med det digitale? Har du også lavet det, da du var barn? Ingen af de ting, vi har brugt, var opfundet, da du var barn? Birger var endnu ikke helt tilfreds med Auto Aages svar. Det har jeg da, svarede Auto Aage kækt tilbage. Men jeg må selvfølgelig indrømme, at jeg har fundet på det efterfølgende. Men hvordan kender du til al den teknik i din alder, Auto Aage, fortsatte Birger, stadig ikke helt overbevist. Bare fordi man er gammel, betyder det ikke, at man ikke følger med tiden, vel? Jeg har altid elsket teknik og selvfølgelig også computere. Jeg fik faktisk min første computer i 1968. Den var med hulkort og fyldte hele garagen.

Nå, hvordan mon vi egentlig kommer tilbage til vores egen tid? Finn mumlede lidt for sig selv og skulle lige til at starte bilen. Vent lidt, Finn, udbrød Birthe højlydt og fortsatte: Lad os lige tænke os om. Hvis vi gør det forkert, ryger vi måske længere tilbage i tid. Ja, eller havner et andet sted i 1968, fortsatte Gudrun. Eller kører galt, tilføjede Birger med et gips. Finn slap hurtigt rattet og vendte sig om mod de andre. I har ret, svarede han. Men hvordan finder vi ud af det, fortsatte han med et bekymret blik. Ja, det er jo lige det, svarede Birger, og der blev helt stille et øjeblik. Gudrun afbrød stilheden. Som jeg ser det, er der to muligheder. Vi skal enten kører fremad for at komme frem i tid eller baglæns for at komme tilbage til der, hvor vi kom fra. Det lyder logisk, mumlede Finn, mens han kløede sig i nakken. Men hvordan ved vi, hvilken en af de to muligheder vi skal vælge? Gudrun og Birger trak på skuldrene. Birthe tænkte lidt over Finns spørgsmål og svarede så med et spørgsmål til Finn. Hvad ville Leonardo foreslå, hvis han var her? Han ville nok sige, at vi skulle tænke os om, grinede Finn. Netop fortsatte Birthe, og hvis vi tænker os om, kan vi måske nå frem til, hvad der er mest sandsynligt? Jeg tænker, det må være den samme løsning, uanset om vi er i 1968 eller 2068. De andre nikkede, og Birthe fortsatte. Hvis vi kommer fremad i tid ved at køre fremad, kommer vi i 2068 ikke tilbage til vores tid, men yderligere frem i tid. Men hvad så med bakgearet? får det os så til at komme længere tilbage i tid eller tilbage til der, hvor vi kom fra? Det får vi at se, svarede Finn og satte med en rask bevægelse bilen i bakgear. Er I klar? spurgte han med fasthed i stemmen. De andre nikkede, holdt vejret og lukkede øjnene. Okay, så kører vi, råbte Finn og trykkede på speederen. Med et brag drønede bilen baglæns og landede præcis der, hvor den havde stået i forvejen.

Start med at sætte jer sammen og snak om, hvad I er gode til og så brug det til at lave noget sammen. Jeg kommer tilbage igen i morgen og ser, hvad I har lavet. Og så ser vi, om ikke I er blevet bedre til at forklare det, I har lært. Børnene kiggede lidt forvirret på hinanden. Jeg er god til at spille guitar, sagde Gudrun for at bryde tavsheden. Jeg er god til at lave lyde og larme, fulgte Finn op med et grin. Hvis du kan gøre det med rytme, så kan vi lave en sang, svarede Gudrun ligeledes grinende. Og jeg er god til at sætte ord sammen, så jeg kunne lave en tekst til jeres musik, bød Birthe ind med. God idé, Birthe, svarede Gudrun og fortsatte. Så mangler vi bare dig, Birger. Hvad kan du byde ind med? Jeg er god til det med computere og har lige fået et videoredigeringsprogram svarede Birger. Så hvad hvis jeg laver en video til musikken? Gudrun, Finn og Birthe nikkede begejstret. Fantastisk, så har vi en plan, udbrød Gudrun. Lad os gå i gang”. Og det gjorde de så. Resten af dagen lød der høje bulder og brag fra garagen, kun overdøvet af guitarspil og høje råb. Og da Auto Aage troppede op den næste dag, sad børnene spændte og klar til at vise Auto Aage, hvad de havde lavet. Nå, lad mig så se, hvad I har lavet, sagde Auto Aage med sin dybe stemme, og børnene startede videoen.

Indledning: Hvad skal vi lave i dag = planen. 1. lektion (15 minutter): Fælles i klassen Oplæsning af tegneserie: Snak i klasse - håndsoprækning og byde ind: Hvad vil det sige at være modig? Runde med alle elever: eksempel på en gang, de har været modige (hvis tiden tillader det) Håndsoprækning og byde ind: Hvorfor vigtigt at være modig? Formål: Sætte scenen for dagens arbejde. Måske en forskel på modig og “dumdristig” for at sikre, at det ikke handler om at være mest muligt vild i aktiviteter i svømmehal.

Gudrun var den første til at åbne øjnene og kigge ud. Jeg tror det lykkedes, udbrød hun højlydt. Ja, nu ligner det sig selv igen, fortsatte Birger. Børnene skyndte sig ud af bilen for lige at se nærmere på tingene. Alt var som det plejede, og ovre på en gammel Folkevogn slangede Auto Aages kat sig på køleren, mens den stirrede lækkersulten på en gråspurv der sad ovre på bilen ved siden af. Hvad så nu? spurgte Finn. Vi kan jo kigge på kortet, svarede Birger ham og skulle lige til at finde det frem, men blev afbrudt af Birthe. Måske vi skal gå over i garagen og snakke om, hvad vi har indtil nu. Bare så vi får et overblik. Som sagt, så gjort. Børnene gik over til Auto Aages garage og tog opstilling foran Hr. Svendsen. De kiggede alle et stykke tid på Hr. Svendsen, løftede lidt i hans arme, drejede lidt på benene, slog lidt på hovedet - sådan lidt som de havde set Auto Aage gøre, når han skulle reparere en bil. Derefter begyndte de at diskutere. Så det, vi ved indtil nu, er, at en hjerne kan hjælpe os med at være modige. Ja, eller mere præcist kan den hjælpe os med hurtigt at forstå en situation og reagere på den klogest mulige måde. Enten i form af at løbe væk i en rygende fart eller ved hurtigt at kunne finde på en løsning, som at dukke sig, parere eller andre nyttige reflekser. Vi ved også, at det ikke er alt, ens hjerne kan klare alene, men at der nogle gange er brug for hjælp fra andre hjerner. Finn nikkede, selvom han havde et lidt forvirret udtryk i ansigtet. Han var ikke meget for lange forklaringer og ville hellere handle. Så hvad er det næste, vi skal gøre? spurgte han utålmodigt. Jeg tænker, at det næste, vi skal gøre, er at prøve at koble de forskellige egenskaber, vi kender indtil nu med robottens dele, svarede Birger ham og fortsatte: Det her er Hr. Svendsens hoved. Herinde skal hjernen være. Det er den ikke lige nu, så vidt vi ved, fortsatte Birger med en blanding af ironi og bedrevidenhed, mens han rakte ud efter en pegepind, der stod ved siden af Hr. Svendsen.

Ræk mig lige kortet! Finn skyndte sig at gribe kortet og give det til Birger, der tændte for den lille robot og forbandt den med sin tablet. Det ser ud som om, man kan block-programmere robotten til at køre derhen, hvor man vil. De andre kiggede spørgende på Birger. Det er små klodser med kommandoer, man sætter sammen, fortsatte Birger. Det hjalp ikke på de andres blikke. Tillad mig at demonstrere. Birger begyndte nu at måle op på kortet og flyttede derefter rundt på nogle klodser på sin tablet. Sådan, nu er den programmeret, udbrød Birger begejstret. Så er det bare at sætte den igang med at køre på kortet. Birger satte robotten ned på kortet og startede den. Med åndeløs spænding fulgte de alle den lille robots køretur rundt på kortet. Den kørte fra ø til ø og krydsede alle de mystiske ord, der var skrevet på kortet. Og da den nåede frem til den sidste ø, stoppede den præcist oven på øen. Alle gispede, men der skete ikke mere. Den lille robot stod helt stille. Så hvad kan vi bruge det til, udbrød Finn. Skuffelsen var stor hos Finn, der nu var tilbage i sit pessimistiske humør. Godt spørgsmål, svarede Birger tøvende. Vi ved i hvert fald, hvordan robotten virker. Men kan vi bruge det til at give Hr. Svendsen en hjerne, brød Birthe ind. Jeg er ikke sikker på, at det i sig selv giver Hr. Svendsen en hjerne, at vi ved, hvordan vi programmerer den lille robot, men det må kunne bruges til noget, svarede Birger tænksomt. Men til hvad, spurgte Finn irriteret. Vi har været hele kortet rundt. Så vi burde have alt det, vi skal bruge, til at give Hr. Svendsen en hjerne. De andre nikkede, og der blev stille et øjeblik. De havde været hele kortet rundt, men det var som om de ikke var kommet tættere på deres mål. Jeg forstår det ikke! Finn brød stilheden. Hvad skal man bruge et kort til, hvis ikke det fører til noget, fortsatte han. Hvem har lavet det kort? Og hvad med Leonardo da Vinci?

Indledning: Hvad skal vi lave i dag = planen. 1. lektion: I klassen Oplæsning af tegneserie. Spørgsmål efterfølgende: •	Var der noget, der undrede dig? •	Hvad var mest interessant? •	Blev du nysgerrig på noget? •	Evt. snak om det, der er anderledes i 1968 11.30 - 12.05 - Pause 12.05 - 12.25 - Bevægelse 2. lektion: Gymnastiksalen - Fælles Vi finder fortællemåtterne frem. Følgende øvelser kædes sammen af fortælling. Alle øvelser filmes med green-screen, så vi illudere, at eleverne er i anden tid. Vi kan evt. nøjes med 3 øvelser i alt, så vi vælger mellem øvelse 3 og 4 afhængigt af tid og energi.

1. Vi hopper med faldskærm ud fra fly. (hop fra stole). Der hoppes på tur - når man er hoppet ned skal man finde de andre og danne cirkel. 2. I formation nærmer vi os jorden. (ligge på gulv med hinanden i hænderne - eller tæt på. Lave bevægelse som om der er bevægelse ned ad) 3. Målfoto - alle skal røre guld på præcis samme tid, når de kommer over målstreg (vær opmærksomme på hinanden). 4. Pas på krokodillerne – flod - &gt; passere vha. aviser – flyder i strøm = der skal fod på, for ikke at flyde væk – aviser beskytter mod krokodillerne (samarbejde)

Til gengæld, fortsatte Birger, har jeg set i et computermagasin, at fremtidens biler svæver hen over jorden. Så måske har bilerne her slet ikke hjul. Jamen, er de så i virkeligheden ikke flyvemaskiner, spurgte Birthe forundret. Det kan man på en måde godt sige, svarede Birger og fortsatte: De flyve dog ikke særligt højt. De mere svæver hen over jorden, ligesom flyvebåde. Jeg synes nu stadig, at det ligner Knallert Pers arbejde, grinede Finn og gik videre ud på pladsen. De andre fulgte med. Herovre bag den store bil plejede der at være træer, udbrød Birthe, da børnene nu stod ovre i hjørnet op mod skoven. Det er der sådan set stadig, svarede Gudrun tørt. Men det er som om, de svæver i luften. Hvordan i alverden gør de det, fortsatte Gudrun lettere forundret, mens hun kløede sig i håret. Det ser godt nok mærkeligt ud, udbrød Birthe. Tror I, træerne er ægte og ikke bare af plastik? Birthe var i forvejen ikke vild med plastikblomster, så skulle man nu også til at have plastiktræer, stod verden ikke længere. Det ser ud til, at træerne er plantet i nogle store svævende plantekasser. Mon ikke plantekasserne bruger den samme teknologi som bilerne? Det ser lidt sejt ud, fortsatte Birger begejstret. På den måde kan man flytte træerne rundt, som det lige passer. Hvis der skal være plads til en bus derovre, flytter man bare træerne lidt til siden. Og hvis det blæser en halv pelikan til onkel Ejners og Faster Carlas store havefest, kan man blot samle alle træerne, så det giver læ. Finn var også begejstret. Ja, og man kan klatre i træer, lige hvor man vil. Hvis nu ens far siger, at man ikke må klatre i træer her, flytter man bare træet et andet sted hen. Finn var begejstret ved muligheden for at kunne omgå sin fars beskeder. De andre rystede lidt på hovedet af Finn, men kunne alligevel ikke lade være med at grine af Finns idé om at kunne snyde hans far ved at flytte på træet, der hvor Finn bor.

Kan du ikke huske den gang, hvor vi kom til at ødelægge spejlet på Ford Anglia’en, fortsatte Birger. Det viste sig, at den havde tilhørt Auto Aages gamle nabo, pensionerede hulkortmaskinereparatør Madsen, og at han havde set en meget kendt amerikansk astronaut ved navn Neil Amstrong igennem netop det bakspejl. Dengang var der ingen, der vidste, hvem han var. Men året efter var amerikaneren verdens mest berømte mand. Sådan var det ofte med Auto Aages historier. Nogen, han kendt, havde været tæt på verdenshistoriske begivenheder, men uden at være i centrum. Og Auto Aage kunne godt lide børn, selvom det var ved at være længe siden, hans børn var flyttet hjemmefra. Så Finn, Birger, Birthe og Gudrun havde fået lov til at indtage en lille garage midt mellem gamle biler og de store bunker af bilskrot. Det var her, de fire børn arbejdede med deres store projekt, en robot ved navn Hr. Svendsen, opkaldt efter den gamle købmand længere nede ad vejen, Hr. Alfred Svendsen. Han er ikke længere købmand, men på hans hus kan man stadig se det gamle skilt “Alfred Svendsen Kolonial”. Den folkevogn har sikkert en spændende historie bag sig, fortsatte Birger. Jeg ved det godt, svarede Finn, og det var godt, I stoppede mig. Jeg ville bare så gerne have at robotten virkede. At den kunne tale, at den kunne gå, ja, at den kunne tænke. Men den virker ikke… Jeg forstår det simpelthen ikke. “Det er nok, fordi den ikke har nogen hjerne”. Det var Auto Aages stemme, der pludseligt klukkede fra døren ind til garagen.

Indledning: Hvad skal vi lave i dag 1. Introduktion til Block Programmering med Ozobotter 2. Afprøvning på Kortet 1. Første opgave: Den nemme tur Kør fra ø til ø, tilbage til den ø der hedder ukendt 2. Anden opgave: Den svære tur Kør fra ø til ø, men med udfordringer undervejs: 1. Fra Ø nr. 1 til Ø nr. 2. Følgende blockkoder skal indgå - Kør almindelig hastighed - Lav en pause undervejs - Sæt blå farve på

2. Fra Ø nr. 2 til Ø nr. 3 Følgende blockkoder skal indgå - Kør Zig Zag - Kør baglens - Sæt rød farve på 3. Fra Ø nr. 3 til Ø nr. 4 Følgende blockkoder skal indgå - Kør hurtigt - Grøn farve - Sæt Police light på 4. Fra Ø nr. 4 til Ø nr. 5 Følgende blockkoder skal indgå - Lav spin - Lav Skate - Sæt Fireworks lys på 5. Fra Ø nr. 5 til Ø nr. 6 Følgende blockkoder skal indgå Drej til højre Drej til venstre Sæt Disco light på

Men hvad så med Roboti? Hvad betyder det, fortsatte Finn? Det er bare tjekkisk og betyder robotter, svarede Birger ham. Nu siger du nok “bare”. Gudrun lød som om hun pludselig var på sporet af noget. Det kan ikke være tilfældigt, at der står robotter sammen med Amygdala. Mener du at...? Finn nåede ikke at fuldføre sin sætning, inden Gudrun fortsatte. Ja, det mener jeg! Det MÅ næsten være et kort over, hvordan man kan give en robot en hjerne! Der blev helt stille et øjeblik, og alle børnene kiggede på hinanden. Interessant idé, mumlede Birger og hævede stemmen. Så hvis nu vi forestiller os, at dette er et kort over, hvordan man giver en robot en hjerne, hvad betyder de forskellige ord og steder så? Godt spørgsmål, svarede Gudrun. Måske er det steder, man skal rejse hen for at indsamle viden om det ordenene fortæller? Birger nikkede. Ja, det lyder ikke som en dum tanke. Men hvordan finder vi ud af, hvor disse steder er? Det kan jo være over hele verden! Ja, eller lige rundt om hjørnet, svarede Gudrun snedigt. Kortet er på dansk, og bilen, vi fandt det i, står hos Auto Aage. Måske er stederne på kortet lige i nærheden. Hvis nu det er tilfældet, må det første sted på kortet være et sted, hvor man kan hoppe i vandet. Dem er der mange af i vores by, svarede Finn hende. Ja, men mit instinkt siger mig, at det er lige i nærheden, replicerede Gudrun. “Svømmehallen”? Spurgte Birte forsigtigt. Gudrun nikkede. Ja...skulle vi ikke starte med at tage i svømmehallen? Alle børnene nikkede.

Hent Green Screen by do ink ved at klikke på Blæksprutten. Derudover skal I bruge noget grønt stof.

Det er rigtigt. Lad os komme ud til bilen med det samme, råbte Finn og rejste sig op. De andre fulgte med, og sammen løb de ud til bilen og hoppede ind. Finn startede bilen, flyttede gearet frem til 2068 og skulle lige til at trykke hårdt på speederen. Vent! Er vi helt sikre på, at vi er klar til at rejse 50 år frem i tiden? Hvor ryger vi hen? Hvordan ser der ud? Birthe blev med ét bekymret. Nej, men har vi noget valg, svarede Gudrun. Nej, egentlig ikke, mumlede Birthe. Godt, så er det bare med at komme afsted, råbte Finn og trykkede på speederen. Med et drøn satte bilen i gang, tog den sædvanlige tur rundt om sig selv og landede på jorden med et brag. Børnene steg ud af bilen og kiggede sig om. Er det her 2068, mumlede Finn, mens han kiggede lidt undrende på det hele. Ligesom i 1968 ligner det hele sig selv og så alligevel ikke. Birthe var lige så forundret. Ja, der er stadig biler på pladsen, men de ser noget anderledes ud. De har ingen hjul. Det er rigtigt, udbrød Gudrun. De har ingen hjul. Gad vide hvordan de så kører? Jeg ved det ikke, svarede Finn og foreslog, at det nok var fordi, Knallert Per havde skraldet alle bilerne. Knallert Per var en stor knægt på 17 år, med læderjakke, bumser og egen toptunet og boret knallert. Deraf tilnavnet Knallert Per. Finn blev dog afbrudt af Birger, inden han skulle til at fortælle om dengang Knallert Per havde været efter ham. I vores tid ville det have været oplagt, at Knallert Per havde skraldet alle bilerne. I 2068 tror jeg til gengæld, at han er blevet for gammel til den slags. Et kort øjeblik så de alle sammen foran sig, en ældre tyndhåret mand i læderjakke og med gebis køre rundt på en gammel knallert med mælkekasse, mens han stjal hjul fra biler. Nej, du har nok ret, grinede Finn ved tanken om en 67-årig tyv på knallert.

“Øh, ja...hvad er så dagens opgave”? Finn var nu ét stort spørgsmålstegn. Det samme var de andre. “Jeg er vist heller ikke med”, svarede Gudrun, mens hun kløede sig i nakken. “Det må være en eller anden form for gåde”, mumlede Birger, mens han vendte og drejede kortet for at se, om der var noget, de havde overset. Birthe rystede på hoveder. “Det lød ikke som det var en gåde, mere som om at Leonardo var i sit drillesyge hjørne. Hvis nogen er drillesyge, er det ofte fordi det er meget indlysende det man skal gøre. Så det må være noget der er lige ud for vores næsetipper”. De begyndte alle at kigge rundt i bilen, men uden held. “Det kan være, at det er min store næse, der spærrer for mit udsyn, men jeg kan altså ikke se noget”, udbrød Finn opgivende, da de også havde åbnet bilens bagagerum. “Der er ikke mere i handskerummet, og der gemmer sig heller ikke noget under sæderne. Og i det her bagagerum er der kun et gammelt bildæk. Jeg giver op. Lad os gå hjem. Det her fører alligevel ikke til noget”. Birthe var dog ikke helt klar til at give op. “Der må være noget vi har overset”, sagde hun opmuntrende. “Nu bliver vi siddende her, mens vi prøver at tænke lidt over tingene. Du kan måske tænde for radioen, Gudrun. Så kan vi lytte til lidt musik, mens vi tænker”. Birger tændte radioen og ud af højttaleren lød afslutningen på en gammel melodi, børnene ikke kendte. “Og det var så det, der allerede nu ser ud til at blive årets helt store landeplage, Vi skal gå hånd i hånd med Keld &amp; The Donkeys. Og så har vi en ny lytter igennem på telefonen. Og hvem må jeg sige goddag til?” “Øhm, hvad er lige det for et program, du har fundet der, Birger”? Musikken faldt absolut ikke i Gudruns smag. Det var sådan noget, hendes oldemor plejede at lytte til. “Det ved jeg ikke, jeg tændte bare for radioen”, svarede Birger.

Klik her for at kigge ind i handskerummet

Kapitel 5: Hvis man lytter kan man høre...

Birger kneb øjnene sammen og kiggede på kortet igen. Ved den næste ø står der “Modig”, og der et billede af en, der hopper i vandet. Ved øen ved siden af står der “Hurtig”, og der et billede af en mand med en gammel herrecykel. Og lige nedenunder er der en ø, hvor der står “Fælles”, samt et billede af en person, der står på hænder. Jeg kan godt stå på hænder, udbrød Finn. Men er du også rolig, som der står ud for øen nede i bunden af kortet? Birthe drillede Finn, der dog hurtigt svarede igen. “Nej, men du ved, jeg er god til det med ild, grinede Finn. Ved siden af øen var der også et billede af et bål. “Det er rigtigt, og jeg er god til det med computerer, ligesom jeg er god til at huske, brød Birger ind”. Med det refererede han til den sidste ø. Jeg tror blot ikke det hjælpe os til at forstå, hvad kortet går ud på. Der må være noget, der er fælles for det hele, mumlede Birger videre. Der var stille et øjeblik og så prøvede Finn med et bud. “Det er altsammen øer med gamle billeder ud for? ”Ja, ved øjekast kunne det godt være det, svarede Birthe ham. Men så alligevel ikke helt. Ude til højre er der en mand med fire arme og ben, og ud for ham står der “Mønster”. Han er ikke en ø. Alle børnene grinede. Også Finn, der dog ikke gav op. Men hvad så med de håndskrevne ord? Er det dem, der på en eller anden måde hænger sammen? Det kunne det godt være, svarede Birger. Men det er lige hvordan. Der står Ukendt, Modig, Hurtig, Fælles, Rolig og Husker...samt Mønster. Danner ordene et mønster? Måske gemmer svaret sig i de to billeder, vi ikke har snakket om, foreslog Birthe. Billedet nederst i bunden til venstre viser en menneskehjerne og ordet Amygdala. Og billedet øverst i højre hjørne viser en noget, der ligner en børnetegning, og så står der Roboti. Hvad er det lige Amygdala er, spurgte Finn. Det er den del af vores hjerne, der styrer vores frygt, og hvad vi gør, hvis vi bliver bange, svarede Birger. Hvor sidder den, fortsatte Finn. Den sidder lige der, hvor du plejer at pege, når du synes noget er åndsvagt, svarede Gudrun og pegede mod tindingen. Alle børnene grinede.

1. Vers: Ud af skrot og kabler bygger fire venner deres egen robot Hr. Svendsen skal den hedde når den står klar Det er virkelig kompliceret at få Hr. Svendsen til at virke som han skal Det er ligesom om der mangler en vigtig ting Omkvæd: En hjerne skal han ha’ Men inde i Hr. Svendsens hovede Er der ingenting blot en lille lygte fra en rusten gammel bil

2. Vers: Hvad skal der til for at tænke? Og kan robotter lærer at klatre op i træer? Og hvordan mon blomster dufter i en næse af stål? Og kan Hr. Svendsen smage den store forskel på citronsaft og jordbærgrød Uden en hjerne til at skelne hvad der surt eller sødt? Omkvæd: En hjerne skal han ha’ Men inde i Hr. Svendsens hovede Er der ingenting blot en lille lygte fra en rusten gammel bil

3. Vers: Når ingen tanker former sig Når ingen ord kommer ud af Hr. Svendsens mund Når kroppen ikke bevæger sig Hvad gør man så? De fire venner leder efter ting at fylde i Hr. Svendsens hoved men kan man virkelig lave en tænkende robot Omkvæd: En hjerne skal han ha’ Men inde i Hr. Svendsens hovede Er der ingenting blot en lille lygte fra en rusten gammel bil

Indledning: Hvad skal vi lave i dag 1. lektion: I klassen •	Spørgsmål med håndsoprækning: Hvad hørte i onsdag/torsdag i historien om Hr. Svendsens hjerne - &gt; fokusering af, at hovedtemaet er ro. •	Runde: Hvordan finder du ro? (evt. snak om de forskellige teknikker - evt. afprøve noget) •	Hvordan er det med hjernen? -&gt; Hjernen som et tv-apperat/en computer, der konstant producerer historier, så vi ikke har ro. -&gt; hvad gør jeg fx for at finde ro - &gt; øvelse •	Vær opmærksom på, hvad der er i hjernen lige nu. Forestil dig, at det falder til jorden ligesom efterårsblade, der hvirvler mod jorden - se dem falde. Mærk så fødderne mod jorden. Forestil dig, at der vokser rødder ud fra dine fødder og dybt, dybt ned i jorden. Dette bare ganske kort - og hele tiden guidet, så der er noget at have fokus på (gå efter at have fokus på).

Vi læser tegneserien og lægger an til, hvad der skal ske ude i skoven. 11.30 - 12.05 - Pause 12.05 - 12.25 - Bevægelse 2. lektion: I skoven/naturen Vi går til hytten - tænder bål? Sidde omkring bålet: •	Lyt rigtig godt (et halvt til et minut) - &gt; hvilke lyde kunne I høre? •	Lyt igen - får vi flere lyde med? •	I par - &gt; gå ud og optag i alt 3 forskellige lyde. •	Afhængigt af, hvordan det hele er gået - evt. en opsamling på, hvilke lyde de har optaget. I næste uge vil vi bruge lydene til at skabe et stykke musik.

Følg med i næste episode, der starter om en uge!

Finn sprang op og skulle lige til at gribe fat i Birger, hvis ansigt til gengæld nu skiftede fra smørret til ligbleg, mens han forsøgte at gemme sig bag en stol. Som en anden løvetæmmer forsøgte Birger at holde Finn på afstand med stolen, og det så faktisk lidt komisk ud. Men situationen var nu alvorlig nok. Der var ca. 40 centimeters højdeforskel på Birger og Finn, og det skulle være rigeligt til, at Finn kunne hejse Birger op i Auto Aages flagstang. Og hvad værre var, der ville ikke kun være tale om, at Birger kom højt op at hænge. Han ville rent teknisk også få det, der nogle gange kaldes en Olfert, hvis Finn lykkedes med at spænde et reb fast i Birgers underbukser. Det ville være den værste ydmygelse. Om underbukserne så rent faktisk ville kunne holde til det, var så en anden sag. Det kom dog ikke så langt, for inden Finn fik fat i Birger, hoppede Gudrun som en anden Ninja end imellem de to og fik stoppet Finns standerhejsning af Birger. Skal vi ikke, af hensyn til Auto Aages flagstang og Birgers underbukser, sætte os ned igen, spurgte hun de to kamphaner med afvæbnende stemme. Finn og Birger satte sig ned igen, mens de mumlede, at det nok var en god idé. Birger, hvis nu du prøvede at sige det du gerne vil sige på en måde som ikke drillede Finn. Birthe forsøgte at bløde stemningen lidt op igen og dreje diskussionen i en mere konstruktiv retning. Birger rømmede sig lidt, mens han genfandt den ansigtskulør, han havde, før Finn tilbød at hænge ham op i flagstangen. Ja...det er rigtigt…, det må du undskylde, Finn. Det jeg ville sige var, at måske er det at være modig en vigtig forudsætning for at kunne gøre nogle af de andre ting, hjernen også hjælper os med. Ja? Finn var ikke helt sikker på, at han egentlig forstod, hvad Birger mente. Hvad plejer du at gøre, når du bliver bange for noget, spurgte Birger ham? Jeg bliver da aldrig bange, udbrød Finn og skulle lige til rejse sig, men stoppede så sig selv. Eller i hvert fald ikke ret tit, fortsatte han, mens han kiggede ned på sine sko.

Nå, skal vi se om vi kan finde ud af det kort? Finn havde været noget utålmodig siden i fredags. Han kunne næsten ikke vente med at komme ud og lede efter ting til Hr. Svendsens hjerne. Ja, lad os kigge på det, svarede de andre børn nærmest i kor. De foldede kortet ud på et bord i deres lille garage. Eller rettere sagt, først fjernede de Auto Aages gamle hankat, Thorvald, fra bordet. Den havde en evne til altid at ligge og sove midt i det hele. Og derefter foldede de kortet ud. Lad os nu se, mumlede Birger, og så blev der helt stille et stykke tid. Den eneste, der gav lyd fra sig, var Thorvald, der med et par forsigtige miaev forsøgte at smigre sig tilbage til sin plads på bordet. Børnene var dog alt for optaget af kortet til at bemærke Thorvalds miaven. “Det er et lidt mærkeligt kort”. Gudrun afbrød stilheden. Det ligner et gammelt søkort, Sådan et som man brugte i 1600-tallet, når man skulle sejle på de 7 have. Men så alligevel ikke helt. Der er en række små øer, og ud for hver ø er der skrevet noget. Hvad står der, spurgte Finn ivrigt. Ved den første ø står der “ukendt”, svarede Birger. Ukendt? Hvad skal det sige, spurgte Birger irriteret, mens han pegede over mod robotten Hr. Svendsen og fortsatte. Det hjælper os da ikke til at give Hr. Svendsen en hjerne! Tag det roligt, Birger. Der er mere endnu. Ved den første ø er der også er en bil, fortsatte Birger. Den bil virker bekendt, brød Birthe ind. Birger og Gudrun nikkede, hvilket gjorde Finn til ét stort spørgsmålstegn. Bekendt? Har du set den før, Birthe? De andre grinede af Finn, hvilket kun bevirkede, at Finn blev endnu mere utålmodig og irritabel. Hvad er det, der er så morsomt, spurgte Finn hidsigt. Gudrun brød ind. Når Birthe siger, at bilen virker bekendt, er det fordi, det er den vi fandt kortet i. Tag et grundigt kig på den. Finn kiggede og udbrød begejstret: Åh, ja. Det er rigtigt. Det ligner fuldstændig den bil, vi fandt kortet i. Finn kunne godt se det morsomme i, at han ikke havde opdaget, at det var den samme bil og fortsatte nu lidt mere roligt. Hvad står der ellers?

ThingLink

Når der er en hjerne derinde, fortsatte Birger, vil den opfange signaler om farer. Og alt efter hvor godt trænet hjernen er, vil den sende signaler til disse robotarme og robotben om at gøre noget. Lad os eksempelvis antage, at robotten ser noget komme hen imod dens hoved, så vil robotten hæve armene til forsvar. Birger var nu begyndt at gå rundt om sig selv, mens han med vigtig mine forklarede sin teori om robotters hjerne. Han var så travlt optaget, at han ikke opdagede, at Gudrun havde løftet Hr. Svendsens arme og skyndt sig at stille sig over i den anden side af garagen. Da Birger vendte sig om mod Hr Svendsen, fór han sammen. Den har bevæget sig, udbrød han med et gisp. Den...den, den...har bevæget sig, gentog han stammende. De andre børn brød hulkende sammen af grin, mens Birger lignede et stort spørgsmålstegn, indtil Birthe forbarmede sig over ham. Det var Gudrun, der løftede armene på Hr. Svendsen, men du havde så travlt med at forklare dine tanker om Hr. Svendsens hjerne, at du ikke opdagede det. Måske vi bare skal se, hvad Leonardo da Vinci har at sige, fortsatte Birger opgivende og fandt kortet frem. Lad mig se. Der er en ø her med et billede af et bål. Ved siden af står der Rolig. Det må være her vi skal scanne. Birger tog sin mobiltelefon frem og scannede der hvor øen med bålet var.

Dykke: (5 minutter) Opvarmning Alle har dykkerring - &gt; kaste så langt, som de mener at kunne dykke efter den. Udfordre sig selv til lidt længere. Skattejagt (20 minutter) Eleverne deles i to hold (evt. samme hold som før). Vi har kastet forskellige gestande i bassinet (farvede klemmer, flasker med vand i, dykkerringe og dykkefiskene. “Tang” står også i vandet. Haj placeres mellem tang) Holdene får på skift 10 minutter til at samle flest mulig point (se nedenfor). Genstandene skal lægges på bestemt side af bassin. Det hold, der ikke er i gang med at samle dykketing, kan fange dem, der er ved at bringe skat ind til kant, når de har hovedet over vandet. Skat placeres så igen i vandet - den må gerne kastes lidt væk fra, hvor man står - men kun forsigtigt.

Eleverne på holdet, der er ved at samle skatte får på skift go-pro-kameraet på. Personen med kameraet kan ikke fanges. Point: 5 point = dykkering 10 point = klemmer 15 point = flaske med vand 30 point = dykkefisk (minus hajen). 50 point = haj.

Da videoen var færdig, tørrede Auto Aage en tåre af sin ene kind. Imponerende! Det har I gjort godt. Så skal vi prøve igen? Men denne gang lade Leonardo stille spørgsmålene? Auto Aage kiggede på børnene med et drilsk smil og tog sin mobiltelefon frem for at scanne det sidste billede på kortet, Leonardos tegning af en mand. Børnene nikkede til Auto Aage. Bare scan!, sagde de i kor. Leonardo da Vinci: Godt arbejde, børn. Jeg havde ikke troet, I ville nå så langt, men I har vist jer at være skabt af et andet stof end normalt. Jeg har en sidste opgave til jer. Den kræver ikke styrke, den kræver ikke hurtighed, mod, teknologi eller samarbejde. Den kræver tankevirksomhed. I skal forsøge så godt I kan at svare på det store spørgsmål: Hvad kan en robot egentlig? Kan den være hurtig? Kan den være modig? Kan den være snarrådig? Kan den være rolig, eller er den bare slukket, når den er rolig? Kan det gøre ondt på en robot, og kan den mærke sig selv? Kan den tænke over noget i situationer? Kan den træffe beslutninger? Eller er det os, der træffer beslutninger på dens vegne? Kan vi i det hele taget træffe beslutninger på andres vegne? Og hvis vi kan, bør vi gøre det? Og hvad skal vi huske på hvis vi gør det? Er det i virkeligheden kun programmering, vi kan lave med robotter? Kan vi programmere mennesker? Kan vi programmere os selv ved at øve os? Ja, jeg ved, det er mange spørgsmål, og I kan nok ikke svare på dem alle, men prøv alligevel. Svar på dem, der giver mening for jer.

“Hvad mener du, Aage”, spurgte Finn overrasket. “Robotter har da ikke hjerner. Det ved alle. De har en computer”. Måske, men alt det, du gerne vil have den til at gøre, lyder som noget, der kræver en hjerne, svarede Auto Aage. Eller en rigtig smart computer, tilføjede Birger omme bag sin computer. Det er rigtigt, Birger. Men under alle omstændigheder er det jo ofte sådan, at man ikke kan lære alt på én gang. Man skal starte et sted, og når man så har lært det, der er at lære dér, er man klar til at lære noget nyt. Sådan er det med mennesker, så måske det også er sådan med robotter og computere. Jeg vidste ikke, at du også er god til det med robotter og computere, Aage, udbrød Birthe overrasket! Det er jeg heller ikke, Birthe. Men jeg kender til gammel teknik, og jeg ved, at hvis noget skal bevæge sig, kræver det en motor. Måske I skulle prøve at gå ud på skrotpladsen og lede efter nogle gamle komponenter fra en motor. Noget der kan bruges til at få robotten til at bevæge sig. Så er I i hvert fald i gang. Det lyder som en god idé, udbrød Gudrun? Lad os gå ud og lede efter den første vigtige ting til Hr. Svendsens hjerne! De andre istemte med et jubelbrøl. Vi går ud og leder!

2. lektion (45 minutter): Svømmehallen Opvarmning: Hajer og guldfisk (5 - 7 minutter) En er haj. Alle andre er - til en start - guldfisk. Alle guldfisk står ved ene kant i bassin (nok kort bane). Haj råber: Hajer og guldfisk = signal til, at man skal til den andens side - uden at blive fanget. Bliver man fanget er man også haj i næste runde. Der er helle, når man er under vandet. Udfordring - hvor tæt tør du komme på hajen/en af hajerne? Formål: At vi har sjov med hinanden og at Jacob og jeg får en fornemmelse af, hvor eleverne er + der brændes lidt energi af.

Tør du? Hoppe i vandet (15 minutter) Eleverne deles op i to grupper. De viser hinanden, hvordan de kan hoppe i vandet. Og udfordre hinanden på, om de kan lave et lille twist mere. Lærerne demonstrerer. Fx springe på ben i vandet - &gt; med lukkede øjne? På ét ben? Med snurre rundt? Vi beder eleverne om forslag til, hvordan det kan hæves i niveau. Grupperne har til opgave at udfordre hinanden og vælge det modigste spring fra hver især, som de vil vise de andre - og samtidig få optaget med reversercam. Vi filmer ét spring pr. elev - alle ser, hvad den enkelte laver. Vi ser, hvordan det ser ud med reversercam. Hvordan ser det ud, når det vises med reverser cam? Ny runde, hvor man tænker i, hvordan det ser mest modigt ud i forhold til reversercam. Vurderer vi, at der ikke er tid til to runder, filmer vi, når Jacob og jeg demonstrerer og har så allerede fra start udfordringen med, hvad der vil se modigst ud med reversercam.

Det er lidt sjovt, at fremtiden på den ene side ligner det, vi kender i forvejen, og så alligevel er forskellig. Gudrun blev lidt filosofisk og fortsatte. Jeg havde troet, at det ville være meget anderledes. Måske er det, fordi vi mennesker ikke forandrer os så meget, som vi går og tror. Ja, svarede Gudrun hende. Det er vel derfor, at vi stadig kan bruge Leonardo da Vincis gode råd, svarede Birthe hende. Og nu vi snakker Leonardo da Vinci. Han spurgte Kan I bruge det, I har lært i fremtiden? Eller er der noget i fremtiden, I skal bruge i dag? Jeg tænker, at vi i fremtiden kan bruge det, vi har lært, men mon ikke også, der gemmer sig noget her i fremtiden, som vi skal have med tilbage til vores egen tid? Finn blev med ét alvorlig. Hvad mon det er? Jeg ved det ikke, svarede Birthe. Men måske et særligt stykke værktøj, der kan hjælpe os med at bygge Hr. Svendsen færdig? Det lyder logisk, men hvor finder vi dét? Der blev stille et øjeblik. Alle kiggede sig omkring og tænkte, så det knagede. Hvad med derovre? Gudrun brød stilheden og pegede over på det hus, der lå der, hvor Auto Aages gamle hus plejede at ligge. Faktisk var det Auto Aages gamle hus. Hvad får dig til at tro det, spurgte Finn. Der står “værksted” på skiltet ved døren, og hvad plejer der at være i et værksted? Finn kiggede stadig spørgende på Gudrun, så hun fortsatte. Elementært, min kære Finn. I et værksted er der værktøj, så skulle vi ikke snige os ind og se, hvad der gemmer sig? Måske der er et stykke værktøj, vi kan låne med hjem til vores tid. Men det vil jo være at stjæle, udbrød Birthe. Hvad hvis vi bliver opdaget? Man må jo ikke bare sådan bryde ind i folks huse uden at spørge om lov. Birthe var ikke begejstret for tanken om at begå indbrud. Man får jo heller ikke lov at bryde ind i folks huse, bare fordi man spørger om lov først, grinede Gudrun. Vi låner jo bare værktøjet, og hvis vi, når vi er tilbage i vores egen tid, husker at lægge værktøjet tilbage på den rigtige hylde, ligger det sikkert på sin plads i 2068, ikke? Auto Aage plejer jo ikke sådan at flytte rundt på sine ting.

1. Målfoto - &gt; foto, hvor alle rører gulv på præcis samme tid, når de kommer over målstreg. En form for opvarmning – som handler om at være opmærksom på hinanden. 2. Hoppe øvelse - &gt; stå på kreds alle hoppe på samme tid – uden at tale sammen. Igen – en form for opvarmning, der kræver opmærksomhed på hinanden. Samtidig kunne det være en indledning til næste øvelse – om at hoppe i faldskærm. 3. Hoppe i faldskærm. Måske kan vi lave noget, der simulere, at de hopper ud af fly (= stå på stol og på skift hoppe ned) – de skal så langsom nærme sig hinanden og have fat i hinanden. Vi får dem så til at ligge i kreds på gulvet (oven på grønt klæde) og have lidt bevægelse i kroppene – så det kan se ud som om, de svæver ned mod jord. 4. Pas på krokodillerne – flod - &gt; passere vha. aviser – flyder i strøm = der skal fod på, for ikke at flyde væk – aviser beskytter mod krokodillerne. Hvis vi her gør stykket bredt nok, skal de samarbejde, fordi aviserne flyder væk, hvis der ikke hele tiden er fod på – så før man selv løfter fod videre vil den næste skulle træde på avisen. Man kunne evt. lave det to og to.

Så, ja, det var mig, der tilføjede det digitale. Jeg tænkte, det kunne være med til at gøre det sjovt for jer moderne børn at prøve kortet. Der er dog én ting, jeg ikke forstå, Auto Aage. Birthe var stadig lidt forvirret. Når du nu har lavet så fint et kort og ville have os til at prøve det, hvorfor så spærre det inde i handskerummet? Auto Aage grinede. Fordi jeg jo er lidt af en spøgefugl og ikke var i tvivl om, at I nok også skulle lede der på jeres jagt efter en hjerne til Hr. Svendsen. Jeg lagde faktisk en tang frem til jer, men det tænkte I nok ikke over. Og jeg lavede også hullet ind til handskerummet, så I kunne kigge ind med Birgers 360 graders kamera. Børnene begyndte allesammen at grine. Auto Aage havde lavet en spøg med dem, og de var plumpet i med begge ben. Det gjorde dog ikke noget, for det havde været en fantastisk rejse, de havde været på. Da de alle havde grinet færdig, blev Auto Aage alvorlig igen. Man skal aldrig spøge med noget, hvis man ikke mener det alvorligt, sagde min gamle morfar i øvrigt. Det råd har jeg altid fulgt. Så min tanke med at give jer kortet var, at I også skulle på en dannelsesrejse. Så mit alvorlige spørgsmål til jer er: Hvad har I fundet ud af undervejs? Et øjeblik blev der helt stille, men så brød larmen ellers løs. Jeg har lært at køre stærkt. Jeg kan dykke under vand og undgå krokodiller. Jeg kan genkende alle lyde i en skov. Jeg ved, hvordan en tidsmaskine fungerer. Svarene væltede ud af hovederne på børnene, men på en måde, så det hverken var til at finde hoved eller hale i for hverken børnene eller Auto Aage. Auto Aage løftede armen for at stoppe børnene. Ved I hvad? Jeg får en idé! I skal tænke som Leonardo da Vinci. Han ville ikke bare fortælle, hvad han kan. Han ville bruge sin viden til at skabe noget. Det skal I også. Tror du, vi kan det, spurgte Birthe lidt bekymret. Selvfølgelig kan I det, svarede Auto Aage.

Indledning: Hvad skal vi lave i dag = planen. Hør sangen - lyt efter •	Hvad er der i robottens hoved? •	Hvilke spørgsmål er der?/Hvad er det, vi ikke ved om robotten?/Hvad er det, den måske kan? •	Har vi brug for at give den noget, som der ikke bliver spurgt til i sangen? Høre svar fra dem, der byder ind med svar. Formål: Kendskab til sangen + begyndende refleksion over, hvad en robot er og kan. Fra sidst: Hvem er de fire børn? Hvad husker vi om dem? Høre svar, fra dem der byder ind med svar. Men kun én ting ad gangen -så en ny, der skal svare. Runde: hvem af børnene kan du bedst lide? Vi skriver op på tavle/whiteboard - hvad der nu er.

Formål: “Fundere” historie og skabe formål med at lytte til oplæsning. Oplæsning af teksten: Opgave: Lyt særligt efter nye informationer om den person, du særligt godt kan lide. Efter læsning: •	Hvad hørte du? •	Er det stadig den person, du bedst kan lide? Hvorfor/hvorfor ikke? Oplæsning: Efter oplæsning: Spørge hver enkelt - samlet efter den person, de har valgt. Hvad har de hørt? Hvad kan de nu lide? Hvad lærer vi om Auto Aage? Formål: Skabe identifikation med figurerne, som vi kan bruge fremadrettet i de opgaver, der skal løses.

Det vil jeg ikke være helt sikker på, brød Birger ind. Jeg læste på et tidspunkt en artikel om at rejse i tid. Hvis man flytter på... Nu blev det hele lidt kompliceret og i stedet for at høre Birgers forklaring om, hvad der sker, hvis man flytter rundt på ting efter at have rejst med en tidsmaskine færdig, tog Gudrun resolut fat i dørhåndtaget indtil værkstedet, mens hun med bestemt stemme hviskede: Så går vi ind.

Pyh, det var tæt på, gispede Birthe, da de var nået tilbage til Auto Aages garage. Ja, det må du nok sige, supplerede Birger forpustet. Godt kørt, Finn! Det var ikke så tit, at Finn fik ros fra Birger, så han kunne ikke lade være med at rødme, hvilket fik de andre til at fnise. Finn forsøgte at skjule det ved straks at skifte emne. “Nu må vi da have det, vi skal bruge for at give Hr. Svendsen en hjerne, ikke?”, udbrød han spørgende til de andre. Måske, svarede Gudrun. Hvis det altså ér den her lille robot, vi skal bruge til Hr. Svendsens hjerne. Lad os stoppe den ind i hovedet på Hr. Svendsen. Så finder vi vel ud af, om det ér den, udbrød Finn lidt utålmodigt. Gudrun rystede på hovedet. Måske vi lige skal finde ud af, hvordan den virker, inden vi sætter den ind i hovedet på Hr. Svendsen. Mens hun sagde det, lagde hun den lille robot, hun havde hapset i 2068-værkstedet, op på bordet - og det samme gjorde de andre. Nu havde de fire små ukendte robotter stående foran sig i Auto Aages garage, og der blev helt stille, mens de alle kiggede på de små robotter. Så hvordan virker de mon? Birthe brød stilheden med at stille det helt banale spørgsmål, som var i alles tanker. De havde ikke haft tid til at kigge nærmere på de små robotter, mens de var i 2068. Birger rakte ud efter en af dem og begyndte at undersøge den. Det ser umiddelbart nemt nok ud, svarede Birger. Den har en sensor i bunden, og det ser ud som om den kan kobles med en tablet også, fortsatte han. Så det, du siger, er, at du kan få robotten til at virke? Finns humør skiftede med ét fra pessimist til begejstret optimist. Jeg har i hvert fald en idé til, hvordan den virker, mumlede Birger, mens han rodede med sin tablet. Som vi allerede har fundet ud af, viser kortet en rute. Den har vi fulgt, men er ikke blevet klogere. Nu kiggede Birger op fra tabletten. Hvad nu hvis det er den lille robot, der skal køre ruten? Interessant tanke, svarede Gudrun.

Er det overhovedet den rigtige Leonardo da Vinci? Han er jo død for længe siden, så hvordan kan han tale til os? Ja, for ikke at tale om bilen, der kan rejse i tid. Hvem har bygget den? Finn var nu lige ved at gå helt i selvsving, men blev afbrudt af en dyb stemme. “Det har jeg”. Alle børnene kiggede forskrækket op og så lige ind i ansigtet på Auto Aage. De havde slet ikke opdaget, at han var kommet ind i garagen. Faktisk havde han været der længe og fulgt med i diskussionen. Hvad mener du, spurgte Finn befippet. Det er mig, der står bag det hele, svarede Auto Aage venligt og lidt brødebetynget. Dengang jeg var barn - ja, jeg har også været barn - elskede jeg at høre historier om gamle dage. Særligt, når de handlede om noget med teknik. Så jeg var helt vild med Leonardo da Vinci. Jeg læste med begejstring om alle hans opfindelser og drømte om at bygge nogle af dem. Jeg var især vild med historien om en særlig robotridder, han skulle have opfundet. Jeg havde dog svært ved at finde ud af, hvordan den skulle bygges. Så jeg prøvede, om jeg selv kunne regne ud, hvordan man byggede en robot. Det var egentlig nemt nok, når det gjaldt teknikken. Her kunne jeg låne idéer fra Leonardos andre maskiner og fra min morfar, der elskede at rode med biler. Men lige som jer begyndte jeg at tænke over det med, om robotten kunne få en hjerne. Men det var ikke sådan lige til at finde ud af. For hvordan får man en hjern og endnu mere vigtigt, hvad skal den hjerne kunne? Og sjovt nok var det måske i virkeligheden det spørgsmål, Leonardo da Vinci brugte alt sin tid på at finde ud af. Når han lavede malerier, var det for at blive klogere på menneskene, og når han opfandt maskiner, var det for at give mennesket nye muligheder. Til sidst gik det op for mig, at hjernen ikke bare er noget man har, det er noget man udvikler. Ved at være nysgerrig, øve sig, tænke nye idéer...ja, i virkeligheden bevæge sig ud på dybt vand, der hvor man aldrig har været før.

Hmm, gad vide hvad Leonardo tænker på? Finn tænkte, så det næsten knagede. Jeg tænker, det har noget at gøre med, at hjernen kan hjælpe os med at bruge vores fantasi, svarede Gudrun ham hurtigt. Jeg tror snarere, det har noget at gøre med, at hjernen skal have ro en gang imellem, svarede Birthe. At man skal huske at lave noget, der sker i et langsomt tempo, og som ikke kræver, at hjernen hele tiden har travlt med at opdage farer! Måske er det begge dele, svarede Birger. Måske er det vigtigt, at hjernen får ro, men at musik og dejlige lyde kan hjælpe til at give roen. Det lyder sandsynligt, men hvordan gør vi så det? Hvordan får vi vores hjerne til at slappe af og høre musik, uden at der egentlig er musik? spurgte Finn. Vi tager selv ud i skoven, svarede Gudrun. Jeg kender en hytte ude i skoven, hvor vi kan tage ud. Skal vi så komme af sted? Ja, svarede de alle sammen med et brøl og skyndte sig ud til deres cykler.

Tilbage i Auto Aages garage sidder de fire børn og kigger på kortet. Der har været helt stille i lang tid. “Der er en ø tilbage”. Gudrun afbryder stilheden. “Ja, det er rigtigt”, svarede Birger. “Og der er en computer ud for den”, fortsatte han med undren i stemmen. “Og der står husker ud for øen”, supplerede Birthe med samme undren i stemmen. Tror I det er der vi finder løsningen, spurgte Finn de andre. Godt spørgsmål, Finn, svarede Birger ham og fortsatte. Det logiske ville være at det ér her vi finder løsningen. På den anden side, virker det som om at vi skal finde svaret på vores udfordring ved at samle en hel masse brikker. Det andet ville næsten være for nemt. Så kunne vi jo bare have gået direkte til den sidste ø på kortet. Du har nok ret, men hvad gør vi så, spurgte Finn. Jeg tænker at der ikke er andet at gøre end at undersøge den sidste ø, svarede Gudrun. Tager du din mobiltelefon frem, Birthe? Birthe tog mobiltelefonen frem og scannede den sidste ø.

Pyh, jeg synes Leonardo for alvor vrøvler denne gang, udbrød Finn. Hvad er det for noget med at kunne huske og ikke kunne huske. Jeg husker da alt det, jeg har lavet. Det er bare ikke altid, jeg har lyst til at huske det, fortsatte han med et grin. De andre grinede også. Du tænker på dengang, hvor du troede, at du havde fundet på en smart måde at svinge dig fra jeres rækværk og over til naboens æbletræ og tilbage, spurgte Birthe ham? Jeg havde set det i en film. Det burde have fungeret, svarede Finn, mens han rødmede. Det gjorde det så ikke. Du landede på hovedet i kompostbunken og måtte flygte ud af haven med naboens to store rottweilere efter dig, udbrød Gudrun med et grin. Bare fordi man har set det på film, betyder det ikke, at man kan det i virkeligheden, brød Birger ind og skulle lige til at forklare noget om filmtricks, men blev hurtigt afbrudt af Birthe. Hvad tror I, der gemmer sig i fremtiden?. Der blev helt stille et øjeblik. Gudrun var den første til at svare. Måske ser det ikke så meget anderledes ud end nu. Måske går vi i det samme tøj. Jeg lagde i hvert fald mærke til at noget af det tøj, man havde på i 1968, ligner noget af det tøj, min storesøster går med. Og det er højeste mode. Sejt, udbrød Finn. Så går alle sikkert med hatte lige som dem jeg har! Ja, mon ikke, svarede Gudrun grinende. Jeg tror der er masser af robotter og vel at mærke robotter, der virker, fulgte Birger op. Men hvordan virker de så, spurgte Finn. Det ved jeg ikke, svarede Birger. Men hvis vi kan rejse frem i tid, så kan vi jo selv se, hvordan det ser ud. Det lyder lettere sagt end gjort. Hvordan gør vi det, spurgte Birthe skeptisk. De kiggede alle på hinanden for at se, om en af dem havde svaret på det spørgsmål, og der blev helt stille. Der er en ting i bilen, vi ikke har prøvet endnu, sagde Birger pludselig med en mine som var en prås gået op for ham. Der blev helt stille igen, men så udbrød de alle i kor. FREMTIDSGEARET!

Kapitel 6: Kan man rejse frem til fremtiden?

Det er søndag eftermiddag, og Birger, Birthe, Gudrun og Finn hænger ud på Auto Aages Skrotplads. Det regner, så de har sat sig ind i Auto Aages gamle Jaguar, hvor de snakker om cykelturen i skoven. “Det var lidt sejt at køre på den nye rute med vores mountainbikes. Jeg tror jeg satte ny personlig rekord i vilde hop”, udbrød Finn begejstret. Han elskede at køre stærkt og lave vilde hop, så det kunne ikke blive meget bedre i Finns Verden. Derfor havde han også for et kort øjeblik glemt sin ærgrelse over ikke at kunne få Hr. Svendsen til at tænke. “Og jeg cyklede uden at vælte. Det har jeg aldrig prøvet før”, fortsatte Birger næsten lige så begejstret. “Ja, det var en god tur, og jeg tror faktisk, at det bragte os tættere på at vide, hvad en hjerne skal kunne”, tilføjede Birthe. “Ja? Hvad tænker du på”? Spurgte Finn, nu med den lidt utålmodige mine han plejede at have på, når de snakkede om at give Hr. Svendsen en hjerne. Birthe fortsatte. “Nu ved vi, at det ikke bare drejer som om at være modig, men også at kunne tænke og reagere hurtigt, når noget farligt opstår. For eksempel da der pludselig kom en fugl ud foran dig, da du var midt i et hop, og du nåede at dukke dig uden at vælte på cyklen.” “Ja, det var ret sejt”, svarede Finn, og de andre nikkede. “Det skete, fordi du tænkte hurtigt. Ja, i virkeligheden fordi du ikke behøvede at tænke, men havde trænet din hjerne til at kunne reagere lynhurtigt og sende et signal til din krop om at dukke sig og rette op i samme bevægelse. Det hedder vist at have hurtige reflekser. Man når egentlig ikke at tænke, men gør alligevel det rigtige”. “Så det vi har styr på nu er mod, omtanke, hurtighed og reflekser”, supplerede Birger. “Alt Sammen noget man ikke kan gøre, hvis ikke man har trænet sin hjerne”. “Det er rigtigt”, svarede Finn, nu med en mine som om der var ved at gå en prås op for ham. “Men hvad er så det næste, vi skal lære”?

Kolofon Robotten Hr. Svendsens hjerne Fortælling og tegneserie: Jacob Knudsen i samarbjde med ... Musik: Jacob Knudsen

Intro: Vinden rusker Bladene hvisler Stemmerne hvisker Fuglene fløjter Grenene knækker Vandet risler Slagene runger 1. Vers: Vi leder efter en hjerne Men hvad består en hjerne af? Vi lytter efter lyde men hvor kommer lydene fra? Alle lyde bliver til tanker men kan tanker bliver til ord? Og kan ord blive til tanker eller er de bare lyde?

2. Vers: Vi svømmer under vand og det vi hører lyder som lukkede rum mens vi køre gennem skoven og mærker hjulene skride i sneen og vi springer over floder i fælles hop der holder takten der holder takten der holder takten der holder takten Vi programmer robotter til at holder takten og husker hvert et skridt de tager mens de holder takten.

Vi bygger en hjerne Men hvad skal vi bygge den af? Vi bygger en hjerne men hvad skal vi bygge den af? Hvad skal vi bygge den af?

Naturligvis ikke, Finn, brød Gudrun ind. Men i de sjældne tilfælde hvor det sker, hvad gør du så? Jeg plejer at løbe hurtigt væk, mumlede Finn. Når du at tænke over, hvad det er, du oplever? Eller bliver du forskrækket og løber? Birger fortsatte med at spørge ind. Når jeg bliver rigtig bange, løber jeg bare med det samme, svarede Finn med lav stemme. Og når du så er løbet væk, går du så nogle gange bagefter og tænker over, hvad der skete, fortsatte Birger. Ja, det gør jeg, svarede Finn nu lidt højere. Og tænker du nogle gang, det kunne jeg egentlig godt have klaret, hvis bare jeg havde gjort sådan og sådan? Birger var nu meget målrettet i sine spørgsmål. Ja, næsten hver gang, svarede Finn. Sådan har jeg det også, replicerede Birger med et smil og fortsatte. Jeg tror, at det at være modig giver os tid til lige at tænke os om en ekstra gang. På den måde kan man nå finde en bedre løsning end at bare give op og løbe væk. Så det du mener er...? Der var langsomt ved at gå en prås op for Finn. Ja, brød Birger ind. Forestil dig, at du pludselig står overfor en ninja, der både har kastestjerner og sværd, mens det eneste du har er et grydelåg og et viskestykke. En noget ulige situation, ikke? Finn bekræftede det med et afventende nik. Hvis du er modig, kan du nå at se, at der lige bag ved ninjaen ligger en brødkniv og en kagegaffel. Så er der bare at parere ninjaens sværd med grydelåget, give ham en lammer med viskestykket og så med et rullefald hoppe hen til brødkniven og kagegaflen. Og vupti, så er situationen mere lige. Ja, eller hvis Birger driller dig, kan du nå at smile af hans drillerier og på den måde tage brodden af den, brød Birthe ind med mild stemme. Ja, også det, nikkede Birger en smule brødebetynget, mens de andre grinede. Med ét var stemningen i Auto Aages garage blevet meget bedre, og det blev kun bedre af at Auto Aages kat, Thorvald, kom slentrende ind i garagen, hoppede op på bordet og insisterede på at blive kløet bag ørene.

Argghhh, den virker stadig ikke! Finn råbte højt, stampede i jorden og skulle lige til at sparke til en gammel Folkevogn, der tilfældigvis stod ved siden af ham. Finn kunne godt virke lidt faretruende, som han stod der med sin gangstercap og råbte højt. Men i virkeligheden var han bare en dreng på 13 år, der elskede mad, dyr og ting, der var lidt vilde. Stop Finn, det gør bare Auto Aage ked af de!. Birthe var altid lidt bekymret, men i det her tilfælde havde hun ret. Auto Aage elskede sine gamle biler, og han elskede også det gamle skrot. En gammel bil var ikke bare en gammel bil. Det var den bil, der kørte hans bedstefar afsted til byen hver onsdag, ad en landevej omgivet af blomstrende marker og køer. Her skal det indskydes, at hvis der var noget den 10 årige Birthe elskede, var det blomster. Det var nok kun legetøj, hun elskede mere. Ja, og et gammelt bildæk var ikke bare et gammelt stykke gummi, fortsatte Gudrun. Det var det bildæk, der reddede hans morbror, Svend, dengang han kørte med i verdens største rallyløb og var ved at køre ind i en kendt rockstjerne. Gudrun elskede den historie. Mest af alt fordi hun selv elskede rockmusik, og på trods af at hun kun var 12 år kendte alle rockstjernens sange. Faktisk kunne hun selv spille dem på sin mørke Fender Jaguar guitar. Svend vandt i øvrigt ikke løbet det år, men dækket reddede rockstjernes liv. Der hørte altid en historie med, når Auto Aage fortalte om tingene på hans gamle skrotplads. Og det sjove var, at det var ikke noget, han bare fandt på. Auto Aage var en beskeden mand, der aldrig kunne finde på at lyve. Han elskede blot biler og sagde aldrig nej, når nogen bad ham om at tage sig af en gammel bil. Gudrun har ret, understregede Birger omme bag sin computer, som han meget nødigt forlod. Birger var den yngste af de fire børn. 9 år, men allerede en haj til det med computere. Lige nu sad han og rodede med et computerspil, han var ved at lave. Det skulle være et spil med de fire venner, der var på en livsfarlig mission.

“Lad os kigge på kortet”, svarede Gudrun og rullede det ud mellem forsæde og bagsæde. “Hmm, der står Fælles ud for den næste ø”, mumlede Gudrun videre. “Ja, og så er der en, der står på hovedet i gymnastiktøj”, fortsatte Birthe. “Jeg kan godt stå på hænder”, afbrød Finn. “Er det bare det vi skal”? “Jeg tvivler, men prøv ad, så ser vi, om Hr. Svendsens hjerne begynder at fungerer”, grinede Birger. “Du har nok ret, Birger”, svarede Finn ligeledes grinende. “Lad os scanne kortet. Så ser vi, hvad Leonardo har at sige”. Gudrun tog sin mobiltelefon frem og scannede kortet ud for Fælles.

Så egentlig kan vi ikke få en robot til at tænke, men vi kan programmere den til at gøre det, vi tænker? Er det dét, Leonardo vil have os til at forstå? Birger prøver at konkludere på børnenes svar på Leonardo da Vincis spørgsmål. Måske, svarer Gudrun. Men vi kan nok ikke programmerer den til alt, vi tænker på. Men det gør måske heller ikke noget, hvis bare vi kan programmere den til at gøre ting, vi ikke er så gode til. Jeg tror, han prøver at sige, at vi skal tænke os om, svarer Birthe. Særligt når vi vil have andre til at gøre noget for os. Og det er egentlig ikke så afgørende, om det gælder mennesker eller robotter. Men hvad så med mig, spørger Finn i en blanding af alvor og spøg. Kan jeg “programmeres” til ikke at være så hidsig? Du kan i hvert fald øve dig i at klare nogle af de ting, der plejer at drille, og dermed bliver du nok lidt mindre hidsig, svarer Auto Aage med et grin, men fortsætter derefter i en mere alvorlig tone. Måske er du inde på noget vigtigt. Det kan være, at dét i virkeligheden er svaret på vores søgen. Måske er det med robotter som med mennesker. De kan ikke det hele på én gang, men må starte et sted og så langsomt blive bedre. Så skulle vi ikke gå over i mit værksted og se, om vi kan få robotten til at gøre noget af det, vi drømmer om, at den skal kunne? Måske noget af det kan lade sig gøre og på en helt anden måde, end vi forestiller os. Alle børnene nikker, og de går i fælles flok over i Auto Aages værksted for at prøve, om de kan få Hr. Svendsen til at gøre noget af det, de gerne vil have, han gør.

“Hvis jeg skal kunne koncentrere mig om at tænke, bliver du altså nødt til at finde noget andet musik”, svarede Gudrun, der ikke var til at spøge med, når det gjaldt musik. Birger skyndte sig at dreje på radioens kanalvælger. “Og så til denne uges nummer ét, en rigtig højdespringer, der går direkte ind på Dansktoppens førsteplads. Arrivederci Franz med den nye unge sangerinde, Birthe Kjær, fra Aarhus.” “Ja, det blev det da ikke meget bedre af”, vrissede Gudrun. “Birthe Kjær er da overhovedet ikke ung, og det der er en gammel sang”. Birger skyndte sig at skifte igen, men lige lidt hjalp det. “Og det var en melding om kødannelse ved Langebro. Imens vi venter på at få en forbindelse igennem til Vejdirektoratet, kan vi lige nå at høre Peter Belli med Ob-la-di, ob-la-da”. “Argh, hvad er nu det for noget”? Nu var Gudrun tæt på at eksplodere. “Jeg kan altså ikke gøre for det, Gudrun”, svarede Birger og slog ud med armene. “Der er altså noget mærkeligt med den radio”, brød Birthe ind. “Det hele lyder meget gammeldags, og alligevel siger de, at det er helt nyt. Prøv lige at dreje en gang til”. Birger drejede igen, og denne gang ramte han radioprogrammet Giro 413. “ I anledning af Auto Aages 30 års fødselsdag, har vennerne samlet ind i en gammel førstehjælpskasse”. “I anledning af Auto Aages 30 års fødselsdag?”, udbrød Finn. “Auto Aage er da 80 år, er han ikke”? De andre nikkede. “Tænkte jeg det ikke nok”, fortsatte Birthe. “Radioen sender ikke nye programmer, men gamle. Hvis jeg skulle gætte, er de alle fra 1968”. Der blev helt stille et øjeblik. “1968, siger du”. Gudrun brød stilheden og fortsatte. “Gearstangen har et gear, der hedder 1968. Tror I…” Gudrun nåede ikke at fuldføre sætningen. “Det skal vi få at se”, afbrød Finn, hvorpå han startede bilen og rykkede gearstangen over til 1968....