Loading...

Digitalisering af undervisningen gør differentiering nemmere. Der er mange muligheder i den digitale verden som kan bruges som hjælpemidler til elever med særlige behov, eller pædagogiske udfordringer. Disse kan dog ikke står helt for sig. Læreren skal være i stand til at støtte eleven og resten af klassen oppe omkring tiltagene. 

Vores samfund er en mangfoldigt, der er mange ideer, personligheder, sandheder, teorier vi skal forholde os til. Skolen afspejler dels vores samfund, men ikke helt. Vi vælger at sætte børn sammen i en klasse opdelt kun efter alder, og geografi uden at børnene har et valg, hvor samfundet er delt efter de voksnes beslutninger, eller af konsekvenser af disse beslutninger.

Man skal ’ælte’ klassen sammen til et fællesskab ud fra disse forudsætninger. Læreren må lede klassen, og igennem sin viden forme det til et fællesskab med respekt og forståelse for hinanden. Dette indeholder også inklusion af alle elever, den som har det svært med at læse, den som har det svært med at sidde/være stille, og den kloge. Dette er en af de vigtigste ’fag’ man har i skolen, og noget som i virkelighed gør elever klar til at være en del af samfundet som voksne. 

Hvis inklusionen fejler, fejler det også. Ikke kun for de elever som ikke kunne inkluderes, men også for resten af klassen. Selvfølgelig er der nogle børn hvor inklusionstiltag ikke er nok (jeg har en af dem). Inklusion kræver en del specialiserede ressourcer, og klart nok af disse, både i mængde af personale og uddannelse af dem. Det er ikke nok at man ’har læst en bog’ omkring en bestemt udfordring. Kendskab skal gå dybere end det. Der skal være en dyb forståelse af udfordringerne, og stor motivation til at gøre en forskel, og får inklusionen til at virke.